Program for koncerten:
Jesu meine Freude (Johan Sebastian Bach)
(se tekst nederst på denne siden)Sange mod vårdybet (Vagn Holmboe)
(se tekst nederst på denne side)Fest
Øens Kirkegård
Sol og Sne
Græs
Høbjærgning ved Havet
Forårsdag
Nu lyser løv i lunde (Carl Nielsen, tekst: Johannes Jørgensen, arr: Michael Bojesen)
Når egene knoppes (Oluf Ring)
Jeg gik mig ud en sommerdag (Svensk folkemelodi, tekst: NFS Grundtvig, Sats: Jakob Lorentzen)
I skovens dybe, stille ro (arr. Søren K. Hansen)
I folkeviston (Nils-Eric Fougstedt, tekst: Nils Ferlin)
I denna ljuva Sommartid (Anders Öhrwall)
Tekst til Jesu meine Freude
1. Jesu, meine Freude,
Meines Herzens Weide,
Jesu, meine Zier,
Ach wie lang, ach lange
Ist dem Herzen bange
Und verlangt nach dir!
Gottes Lamm, mein Bräutigam,
Ausser dir soll mir auf Erden
Nichts sonst Liebers werden.
2. Es ist nun nichts Verdammliches an denen, die in Christo Jesu sind, die nicht nach dem Fleische wandeln, sondern nach dem Geist.
3. Unter deinem Schirmen
Bin ich vor den Stürmen
Aller Feinde frei.
Lass den Satan wittern,
Lass den Feind erbittern,
Mir steht Jesus bei.
Ob es itzt gleich kracht und blitzt,
Ob gleich Sünd und Hölle schrecken:
Jesus will mich decken.
4. Denn das Gesetz des Geistes, der da lebendig macht in Christo Jesu, hat mich frei gemacht von dem Gesetz der Sünde und des Todes.
5. Trotz dem alten Drachen,
Trotz des Todes Rachen,
Trotz der Furcht darzu!
Tobe, Welt, und springe,
Ich steh hier und singe
In gar sichrer Ruh.
Gottes Macht hält mich in acht;
Erd und Abgrund muss verstummen,
Ob sie noch so brummen.
6. Ihr aber seid nicht fleischlich, sondern geistlich, so anders Gottes Geist in euch wohnet. Wer aber Christi Geist nicht hat, der ist nicht sein.
7. Weg mit allen Schätzen!
Du bist mein Ergötzen,
Jesu, meine Lust!
Weg ihr eitlen Ehren,
Ich mag euch nicht hören,
Bleibt mir unbewusst!
Elend, Not, Kreuz, Schmach und Tod
Soll mich, ob ich viel muss leiden,
Nicht von Jesu scheiden.
8. So aber Christus in euch ist, so ist der Leib zwar tot um der Sünde willen; der Geist aber ist das Leben um der Gerechtigkeit willen.
9. Gute Nacht, o Wesen,
Das die Welt erlesen,
Mir gefällst du nicht.
Gute Nacht, ihr Sünden,
Bleibet weit dahinten,
Kommt nicht mehr ans Licht!
Gute Nacht, du Stolz und Pracht!
Dir sei ganz, du Lasterleben,
Gute Nacht gegeben.
10. So nun der Geist des, der Jesum von den Toten auferwecket hat, in euch wohnet, so wird auch derselbige, der Christum von den Toten auferwecket hat, eure sterbliche Leiber lebendig machen um des willen, dass sein Geist in euch wohnet.
11. Weicht, ihr Trauergeister,
Denn mein Freudenmeister,
Jesus, tritt herein.
Denen, die Gott lieben,
Muss auch ihr Betrüben
Lauter Zucker sein.
Duld ich schon hier Spott und Hohn,
Dennoch bleibst du auch im Leide,
Jesu, meine Freude.
Tekst til "Sange mod vårdybet"
Vagn Holmboe: Sange mod vårdybet
Tekst: William Heinesen
FEST
Havnatten suser, en mørk og milevid lyd,
Som blev der hemmeligt åbnet for dybdernes porte og sluser.
Stjerner kommer og svinder mellem farende skyer
Som gnister fra skjulte bål
Bag bjerge og skårede tinder.
Mod månen, der grånende daler,
Løfter sig ø bag ø
Som en uhyre by af gådefulde katedraler.
Ak, på en nat som denne at hejse de glubende sejl
Og jage afgrundsblæsten afsted
Mod mørket og verdens ende.
ØENS KIRKEGÅRD
Isede kors og stene
Grave i driver af sne
Rimkolde gitre og grene
Februarsolen flammer
Over den døde verden.
Stilheden toner og glammer.
Solrøde bjerge gløder,
Står mod det stormdunkle rum
Og havenes mørke øder,
Solrøds bjerge står som en vagt om et minde,
Om dem, der i vintermulmet for evigt blev lukket inde.
SOL OG SNE
I dag er der lys i overflod:
Et luftsyn er verden, hvid og blå.
Det er en dag for det svimle mod.
Selv skyggerne er overmodigt blå.
Et luftsyn er verden:
De kendte ting set i et flimrende spejl af drøm.
Hvor luer fortroligt de nære ting
I deres dragt af ufavnelig drøm.
I dag er der lys i overflod.
GRÆS
I nat er dalen grøn og fuld af tåge
Og duft af jord og våde syreblade.
Gråt er det høje græs af tågespindel.
Urørligt står det.
Mosdæmpet støj af nære skjulte kilder
Og dybt i mørket havets vågne drøn.
Det høje græs står bøjet under væden,
Indspundet i en dragt af tætte dråber.
Urørligt står det.
HØBJÆRGNING VED HAVET
Hørte I havets åndedrag
Gennem leernes sang i den dalende dag:
En stund er vort liv ved havets bred,
Havets liv varer evigt ved.
Luftningen strejfer med afgrundsgys
Ansigter, ramt af det synkende lys.
I alles blikke det samme skær
Af natten, der tøvende rykker nær.
En stund er vort liv ved havets bred.
Åben og isblå står himlen i nord,
Klar over diset og søvntung jord.
Havsuset stiger for skumringens vind:
Skynd jer, høstfolk, skynd jer,
Før nat strømmer ind.
Havets liv varer evigt ved.
FORÅRSDAG
Mellem de funklende rene skyer
Går afgrundens floder blå og vilde.
Dagen toner og kupler sit vældige lys om din grav.
Træer og buske står spændte og nye.
Stærke sølvknopper blinker og lyner.
Ak, hvor dit mørke er trangt og lille mod al denne ild.
Ude i vejret leger og lever de jordiske ting.
Alverdens haner galer mod solen
Med gloende kamme og spejlende fjer.
Tekst til: "Nu lyser løv i lunde"
1. Nu lyser løv i lunde,
grønt ligger Danmarks land
imellem blanke sunde,
et skjold med sølverrand.
Frugtblomsters hvide pletter
det rige, grønne felt,
mens højt de lyse nætter
slår ud sit sommertelt.
2. Nu løses fugletunger
af vinterdødens band,
et solskinskor de sjunger
i skovens frie land; –
de kalder os, de stemmer,
ud fra vort hverdagsbur,
fjernt fra dets fangetremmer
at finde dig, natur!
3. Den frihed, som vi savner
bag byens mur og tag,
på åben mark vi favner
en solglad junidag;
så skære er dens kinder
som æbleblomstens blad,
og om dens hår sig vinder
dugdråbers perlerad.
4. Du lyse, friske sommer!
vor friheds unge brud,
fra støv og støj vi kommer
til fred og stilhed ud.
Vort liv til lyst du vende
på dagens solskinsfelt,
og over os du spænde
de lyse nætters telt!
Tekst til "Når egene knoppes"
1. Når egene knoppes,
og granerne duppes,
og skræpperne kante den støvede vej;
når frøen fortæller,
mens guldregnen hælder
sig over syrenen i hviskende leg,
//: da dages, da kommer
den danske skærsommer,
farvel og på gensyn, du liflige maj! ://
2. Når rugen alt bølger,
og kornblomsten dølger
sin blå lille kyse bag gitter af strå;
når føllene tumle,
mens køerne gumle,
og viben sig soler med ungerne små,
//: da dages, da kommer
den danske skærsommer,
og derom alt fløjter den nattergal grå. ://
(vers 3 synges ikke)
3. Når skoven har skygge,
og bien gør lykke,
og bøgen har mørknet sit lyseste blad;
når roser udspringe
blandt torne, som stinge,
lig luende elskov af truende had,
//: da dages, da kommer
den danske skærsommer,
den er der, og gør selv den tungeste glad. ://
4. O, fly ej for snarlig,
men bring os lidt varlig
fra nætterne lyse til tusmørkets stund!
Vi vented så længe
på blommede enge,
på duften fra rosernes svulmende mund, -
//: men bedst som du kommer,
du fagre skærsommer,
så hastigt du flyr som et drømmerigt blund! ://
Tekst til "I folkviseton"
Kärleken kommer och kärleken går,
ingen kan tyda dess lagar.
Men dej vill jag följa i vinter och vår
och alla min levnads dagar.
Mitt hjärta är ditt, ditt hjärta är mitt
och aldrig jag lämnar det åter.
Min lycka är din, din lycka är min
och gråten är min när du gråter.
Kärleken är så förunderligt stark,
kuvas av intet i världen.
Rosor slår ut ur den hårdaste mark
som sol över mörka gärden.
Mitt hjärta är ditt, ditt hjärta är mitt
och aldrig jag lämnar det åter.
Min lycka är din, din lycka är min
och gråten är min när du gråter.